En test udført in vitro ("i reagensglas") betyder, at den udføres uden for en levende organisme, og at den normalt omfatter isolerede væv, organer eller celler.

Du kan bruge in vitro-data til helt eller delvist at opfylde informationskrav, som ellers ville kræve data, der genereres ved hjælp af tests på levende organismer (in vivo-tests).

In vitro-metoder inddeles i metoder, der lever op til internationalt aftalte valideringskriterier, og dem, der ikke gør det. I forbindelse med din REACH-registrering bør du helst bruge metoder, der er tilstrækkeligt veludviklede i henhold til internationalt aftalte kriterier for testudvikling (f.eks. prævalideringskriterierne fra Det Europæiske Center for Validering af Alternative Metoder (ECVAM)).

Ændringerne af REACH-bilag VII og VIII i 2016 gør in vitro-testmetoder til standard for visse toksikologiske egenskaber.

Selv om du har anvendt en in vitro-metode , som ikke er blevet valideret internationalt, skal du stadig indsende din undersøgelsesrapport i dit registreringsdossier som led i indsamlingen af alle tilgængelige oplysninger. De kan også anvende dem i en evidensvægtmetode eller til at støtte gruppen af stoffer.

Tips

• Presenter en klar og detaljeret beskrivelse af resultaterne, testbetingelserne og fortolkningen af resultaterne. Dette er nødvendigt, hvis undersøgelsen anvendes som en primær undersøgelse eller som del af en evidensvægtmetode.
• Kommuniker på tydelig måde metodens begrænsninger.
• Brug (helst) en valideret metode. Sørg for, at resultaterne er tilstrækkelige til klassificering og mærkning og/eller risikovurdering, og at der gives tilstrækkelig og pålidelig dokumentation.
• In vitro-metoden skal afgive pålidelige oplysninger, der er sammenlignelige med standardtestens oplysninger. Hvis de ikke gør det, kan det være nødvendigt med in vivo-forsøg.