Sådan undgås unødvendige dyreforsøg

I henhold til REACH kan forsøg med hvirveldyr (f.eks. rotter, andre pattedyr eller fisk) kun anvendes som en sidste udvej med henblik på opfyldelse af oplysningskravene i forbindelse med registrering. Der er flere måder at undgå unødvendige dyreforsøg og reducere antallet af dyreforsøg på.

For hvert enkelt oplysningskrav bør du tage følgende i betragtning:

  • Indsamling og deling af foreliggende oplysninger. Du kan muligvis få adgang til offentliggjort litteratur, der er tilstrækkelig til at opfylde oplysningskravet. Hvis et resultat af et gyldig dyreforsøg er tilgængeligt, skal det deles med medregistranter. Der skal ydes kompensation til ejeren af prøven efter de på forhånd aftalte regler.
  • Udeladelse eller tilpasninger af data: regler for tilpasninger indgår i den juridiske tekst. De kan enten være specifikke (under kolonne 2 i hvert effektparameter) eller generelle (i henhold til bilag XI).

Med henblik på brugen af de generelle regler kan du udelade data eller bruge en tilpasning baseret på følgende videnskabelige argumenter:

  • Evidensvægt. Du har tilstrækkelige oplysninger fra flere uafhængige kilder, der fører til den konklusion, at stoffet har (eller ikke har) en bestemt egenskab.
  • QSAR-modeller. Nogle af stoffets egenskaber kan forudsiges på baggrund af strukturelt lignende stoffer ved hjælp af computermodeller.
  • In vitro-metoder. Tests udført med isolerede væv, organer eller celler i stedet for en hel organisme, kan være tilstrækkelige til at drage en konklusion i forhold til et oplysningskrav.
  • Gruppering og analogislutning. Hvis du kan påvise, at den måde, dit stof opfører sig på i forhold til en vis egenskab, svarer til den måde, et andet stof opfører sig på, kan der for eksisterende resultater for denne egenskab foretages en "analogislutning" til dit stof.

Hvis du beslutter at anvende en af mulighederne, påberåber du en tilpasning.

Tips

  • Der skal udarbejdes en veldokumenteret og valid videnskabelig begrundelse, hvis standardoplysningskravene tilpasses og indsendes i registreringsdossieret.
  • Den fremgangsmåde, der vælges, skal afgive pålidelige oplysninger, der er sammenlignelige med standardtestens oplysninger. Hvis dette ikke er tilfældet, må testen gennemføres som krævet.
  • Den fremgangsmåde, der vælges, skal give mulighed for at klassificere stoffet. Når stoffet er klassificeret og mærket, er der ikke nødvendigvis behov for yderligere test.

Bemærk, at det nøje bør overvejes, om der skal satses på den værst tænkelige klassificering, blot for at undgå flere test. Overklassificering kan for eksempel udløse risikohåndteringsforanstaltninger i henhold til arbejdsmiljølovgivning eller føre til prioritering for tilsynsmæssige risikohåndteringsforanstaltninger i medfør af REACH.