Standardoplysningskrav

For at overholde dine registreringsforpligtelser skal du opfylde de minimumskrav til standardoplysninger, der er fastsat i REACH. Kravene afhænger af mængden af det stof, du fremstiller eller importerer til EU/EØS.

Afdæk de relevante oplysningskrav for stoffet

Følg de generelle oplysningskrav, der gælder for alle registranter, herunder dem, der omfatter identifikation af dit stof, og som er beskrevet i bilag VI til REACH.
For fareoplysninger skal du følge de specifikke krav for de forskellige mængdeintervaller. Kravene er angivet i bilag VII-X til REACH. Jo større mængde, desto flere oplysninger kræves der.
I nogle tilfælde kan du have brug for oplysninger, der gælder for større mængdeintervaller end det, som du har registreret, for at sikre, at det anvendes på sikker vis (hvis det f.eks. har mutagene egenskaber).

Fysisk-kemiske egenskaber

Udfør alle nye forsøg vedrørende fysisk-kemiske farer efter de metoder, der er angivet i CLP-forordningen, og i overensstemmelse med et anerkendt kvalitetssystem, eller få dem udført af laboratorier, der overholder en relevant anerkendt standard. Dette sikrer, at resultaterne er egnede til klassificering og mærkning i henhold til CLP og følger FN's anbefalinger for transport af farligt gods – håndbog for prøvninger og kriterier ("Recommendations on the Transport of Dangerous Goods – Manual of Tests and Criteria").
Visse fysisk-kemiske egenskaber er knyttet til andre oplysningskrav. Sørg for, at oplysningerne i de forskellige dele af dit dossier er overensstemmende, og forklar alle uventede resultater.

Toksikologiske egenskaber

REACH-bilagene er sekventielle. Kravene i bilag VII (f.eks. vedrørende in vitro-test for irritation) bør være opfyldt, før man overvejer at benytte bilag VIII (f.eks. in vivo-forsøg). Der er visse tilfælde, hvor du eventuelt vil udføre et bilag VIII-forsøg for også at opfylde et bilag VII-krav. Hvis stoffet f.eks. ikke har toksiske virkninger, kan du udføre toksicitetsundersøgelsen med gentagen dosis over 28 dage (bilag VIII) først og udnytte resultaterne i en evidensvægtbaseret analyse til at opfylde effektparameteren akut oral toksicitet (bilag VII).
Hvis du har brug for nye data om hudirritation og øjenirritation eller hudsensibilisering, skal du altid begynde med in vitro-forsøg, uanset stoffets årlige mængde.

Mutagenicitet

Hvis du skal opfylde kravene i bilag VIII, punkt 8.4.2, i REACH, skal du udføre en in vitro-mikrokerneundersøgelse (OECD TG 487) med to positive kontrolstoffer (dvs. et kendt clastogen og et kendt aneugen). Hvis stoffet inducerer en stigning i mikrokerneforekomsten, skal du foretage endnu en bedømmelse ved hjælp af en centromerfarvningsteknik for at identificere kromosomaberrationens virkemåde(r) (dvs. clastogenicitet og/eller aneugenicitet). Dette er nødvendigt for at sikre farevurdering i det omfang, det er tilladt i henhold til OECD's retningslinjer for forsøg, navnlig for at undgå at overse aneugenicitet.
Hvis resultatet er positivt i nogle af in vitro-forsøgene (bilag VII, punkt 8.4.1, eller bilag VIII, punkt 8.4.2 eller 8.4.3), skal du følge op på det med et in vivo-forsøg. Du skal indsende et forslag til forsøg, før mutagenicitetsforsøg på hvirveldyr kan påbegyndes. Mener du ikke, at der er behov for et opfølgende in vivo-forsøg, skal du angive en videnskabeligt forsvarlig og veldokumenteret tilpasning (jf. de generelle regler for tilpasning i bilag XI) med en relevant begrundelse i dit dossier.
Du skal udføre en undersøgelse, hvor du kombinerer et in vivo-kometassay (OECD TG 489) og et in vivo-mikrokerneforsøg (OECD TG 474), hvis:
- der er betænkeligheder med hensyn til risiko for kromosomaberration, eller der er konstateret kromosomaberration in vitro, eventuelt forbundet med betænkeligheder med hensyn til genmutationsrisiko, og
- der ikke foreligger andre hensigtsmæssige og relevante in vivo-genotoksicitetsdata.
Kombinationen er nødvendig for at få en fyldestgørende undersøgelse af både fareidentifikation og risikostyring.
Kombinationen reducerer antallet af forsøg og anvendte dyr, da den øger muligheden for at påvise genotoksiske stoffer i samme undersøgelse og samtidig giver oplysninger om stoffets potentiale til at inducere kromosomaberrationer og/eller genmutationer in vivo.
Der kan være stofspecifikke årsager, som kan begrunde en afvigelse fra denne generelle tilgang, f.eks.:
- Hvis der er klar dokumentation for, at stoffet og/eller dets metabolitter ikke vil være systemisk tilgængelige og ikke vil nå knoglemarven, er en in vivo-mikrokernetest (OECD TG 474) ikke egnet.
- For stoffer, der kun udviser aneugene egenskaber, bør der udføres en in vivo-mikrokernetest (OECD TG 474) i stedet for den kombinerede undersøgelse, da kometassayet ikke er egnet til at påvise aneugener.
Når du udfører et in vivo-mikrokerneforsøg, enten isoleret eller i kombination med et in vivo-kometassay, skal det omfatte:
- en ny bedømmelse ved hjælp af en centromerfarvningsteknik, hvis stoffet inducerer en stigning i mikrokerneforekomsten (OECD TG 474), og stoffets kromosomaberrationsvirkemåde ikke kendes
- en dækkende undersøgelse af eksponeringen af målvæv. Dette kan gøres ved at tage blodprøver på passende tidspunkter og måle plasmaniveauerne af stoffet og/eller dets metabolitter, hvis eksponeringen ikke kan påvises på andre måder, jf. OECD TG 474. Du skal påvise eksponering af målvæv for at konkludere, at resultatet af mikrokerneforsøget er klart negativt.
Dette er nødvendigt for at sikre en farevurdering i det omfang, det er tilladt i henhold til OECD's retningslinjer for forsøg, navnlig for at undgå at overse aneugenicitet og for at undgå, at der udføres ikkekonkluderende negative forsøg, som kan give anledning til flere unødvendige dyreforsøg.
Du kan være nødt til at udføre en undersøgelse af genotoksicitet i kimceller (OECD TG 488 eller OECD TG 483) for stoffer, der fremstilles eller importeres i en mængde på 100 tons om året eller derover (bilag IX eller X til REACH), hvis:
- resultatet af et in vivo-genotoksicitetsforsøg i somatiske celler er positivt, og
- der kan ikke drages nogen klar konklusion om kimcellemutagenicitet.

Toksicitet ved gentagen dosering

Når du udfører et in vivo-forsøg til undersøgelse af toksicitet ved gentagen dosering, skal du anvende et tilstrækkeligt højt dosisniveau i overensstemmelse med den relevante OECD-testvejledning. Tjek ECHA's rådgivning vedrørende valg af dosis for test af toksicitet ved gentagen dosering.

Reproduktionstoksicitet

En screeningsundersøgelse (OECD TG 421 eller OECD TG 422), som kræves i bilag VIII, opfylder hverken oplysningskravet om en subkronisk toksicitetsundersøgelse (90 dage, OECD TG 408), om en prænatal udviklingstoksicitetsundersøgelse (OECD TG 414) eller om en udvidet reproduktionstoksicitetsundersøgelse i en generation (OECD TG 443).
For at opfylde standardoplysningskravene for et stof, der er registreret for 1.000 tons eller derover pr. år (bilag X), skal du udføre en prænatal udviklingstoksicitetsundersøgelse (OECD TG 414) i to arter. Ifølge OECD TG 414 er rotten den foretrukne gnaverart og kaninen den foretrukne ikkegnaverart. Anser du en anden art for at være mere relevant, skal du give en begrundelse.
Se ECHA's tekniske rapport om, hvordan agenturet vælger og drager konklusioner om udformningen af den udvidede reproduktionstoksicitetsundersøgelse i en generation (EOGRTS). Her vil du finde vigtige oplysningskilder i forhold til at fastlægge udformningen af en EOGRTS og udførelsen af selve undersøgelsen.
Når du udfører et in vivo-forsøg for reproduktionstoksicitet, skal du anvende et tilstrækkeligt højt dosisniveau i overensstemmelse med den relevante OECD-testvejledning. Tjek ECHA's rådgivning vedrørende valg af dosis for test af reproduktionstoksicitet.

Skæbne og veje i miljøet

Ved bionedbrydelighedsundersøgelser skal du sikre dig, at den mikrobielle podekultur ikke er tilpasset, da dette ikke accepteres. At tilpasse den mikrobielle podekultur vil sige, at podekulturen kommer i kontakt med det stof, der testes, før bionedbrydelighedsundersøgelsen indledes. Lufttilførsel og vask med mineralske medier betragtes ikke som tilpasning af podekulturen.
Identificér nedbrydningsprodukterne, og angiv dem i overensstemmelse hermed. Oplysninger om nedbrydningsprodukter opnås ved simulerings- og/eller hydrolysetest. Du skal udføre supplerende forsøg med produkterne, hvis de kan medføre risiko eller i andre henseender forventes at være stærkt problematiske (f.eks. persistente, bioakkumulerende og toksiske (PBT) eller meget persistente og meget bioakkumulerende (vPvB).
Følg testvejledningerne OECD TG 307, OECD TG 308 og OECD TG 309 ved simuleringstest for vand, jord og sediment. Simuleringsforsøg for spildevandsbehandlingsanlæg (f.eks. OECD TG 303 eller OECD TG 314) er ikke egnede som eneste informationskilde, når det skal afgøres, om et stof opfylder kriterierne som persistent/meget persistent (P/vP).
Ved vurdering af persistens og bioakkumulering i forbindelse med PBT/vPvB-vurdering bør du også tage hensyn til hver bestanddel, urenhed eller additiv, der er til stede i en koncentration på 0,1 vægtprocent eller derover, eller, hvis dette ikke er teknisk muligt, i den laveste kvantificerbare koncentration. Du skal også tage hensyn til eventuelle relevante nedbrydnings-/omdannelsesprodukter, i hvert fald dem, der på et givet prøvetagningstidspunkt bestemmes til en mængde på ≥ 10 % af den tilførte dosis, og dem, der er konstant stigende under forsøget, selv om koncentrationen ikke når over 10 % af den tilførte dosis, da dette kan tyde på persistens. Ellers skal du begrunde, hvorfor de ikke er relevante for PBT/vPvB-vurderingen.
Dannelsen af ikkeekstraherbare restkoncentrationer (NER) kan have betydning i simuleringsforsøg for overfladevand, sediment og jord. Som udgangspunkt betragtes den samlede mængde NER som et ikkenedbrudt stof. Hvis det med rimelighed kan begrundes og påvises analytisk, kan en vis del af NER'erne differentieres og kvantificeres som irreversibelt bundet eller som nedbrudt til biogene NER'er. Sådanne fraktioner kan anses som fjernede ved beregning af halveringstiderne for nedbrydning (ECHA Guidance R.11.4.1.1.3). Kvantificér de NER'er, der er dannet i simuleringsforsøg for overfladevand, sediment og jord, og beskriv resultaterne med en videnskabelig begrundelse for de anvendte ekstraktionsprocesser og opløsningsmidler.
Det foretrukne bioakkumuleringsforsøg er bioakkumulering i fisk ved eksponering gennem vandet og gennem foderet (metode EU C.13/OECD TG 305). Du skal udføre et forsøg med eksponering gennem vandet (OECD TG 305-I), medmindre det kan påvises, at det ikke er teknisk muligt. Hvis du begrunder og dokumenterer, at prøvning ved eksponering gennem vand ikke er teknisk muligt, kan du foretage en undersøgelse med eksponering via foder (OECD 305-III).

Økotoksikologiske egenskaber

Til at undersøge langtidstoksicitet i fisk skal du bruge det anbefalede toksicitetsforsøg med fisk i tidlige livsstadier (FELS) (OECD TG 210). Forsøget omfatter flere livsstadier hos fiskene, fra det nybefrugtede æg over udklækning til de tidlige vækststadier. Det er velegnet til at undersøge den potentielle toksiske effekt af stoffer, som forventes at have en indvirkning ved længere tids eksponering, eller som er længere om at nå en stabil tilstand.
OECD TG 204 (fisk, forlænget toksicitetsforsøg: 14-dages undersøgelse) kan ikke anses for at være et velegnet langtidsforsøg. Denne undersøgelse betragtes som en forlænget toksicitetsundersøgelse med fiskedødelighed som det vigtigste undersøgte effektparameter.
Oplysningerne om akut toksicitet for vandmiljøet (jf. bilag VII og VIII til REACH) er vigtige for vandmiljøklassificering i henhold til CLP og navnlig for udledelse af M-faktoren. CLP har kategorier til både akut og kronisk fare for vandmiljøet, og du skal vurdere begge dele for denne fareklasse.
Undersøgelser af kronisk toksicitet anvendes ved klassificering af kronisk toksicitet for vandmiljøet og er påkrævet for stoffer, der er registreret i mængdeintervallet 100-1.000 tpa (bilag IX til REACH). Disse undersøgelser er særligt vigtige for stoffer med ringe opløselighed, som måske ikke opnår ligevægt i en kortvarig undersøgelse. Kravet om langtidsundersøgelser udløses allerede i bilag VII (dafnier) og bilag VIII (fisk) til REACH for stoffer med ringe opløselighed.
Ligevægtsfordelingsmetoden (Equilibrium Partitioning-metoden (EPM)) skal du kun bruge til at forudsige toksicitet for jordorganismer, når der ses virkninger ved toksicitetsforsøg i vandmiljøet. Hvis et stof ikke viser virkninger i toksicitetsforsøgene i vandmiljøet, kan denne metode ikke anvendes.
Kemikaliers iboende egenskaber i mikrobielle samfund i jorden bliver ikke dækket ved ekstrapolering fra EPM-metoden. Den potentielle tilpasningsmulighed, der er skitseret for oplysningskravet i bilag IX, punkt 9.4, finder ikke anvendelse på oplysningskravet i bilag IX, punkt 9.4.2. Kvælstofomdannelsesforsøget (OECD TG 216) anses for fyldestgørende til at opfylde oplysningskravet for virkningerne på jordmikroorganismer (bilag IX, punkt 9.4.2) af de fleste ikkeagrokemiske stoffer. For agrokemiske stoffer er der også brug for OECD TG 217.
For stoffer, der har højt potentiale for adsorption til jord eller er meget persistente (med Log Kow > 5 og/eller DT50 > 180 dage, eller som i mangel af en DT50-værdi ikke anses for biologisk letnedbrydelige), skal du udføre et langtidstoksicitetsforsøg i jord i henhold til bilag X i stedet for korttidsforsøg. Dette gælder også, selv om stoffet er registreret i henhold til bilag IX (100-1.000 t/a).

Problemstillinger relateret til udformningen af toksicitetsforsøg i vandmiljøet

Giv tilstrækkelige oplysninger om forsøgsmaterialets fysisk-kemiske egenskaber og egenskaber med hensyn til skæbne i miljøet. For stoffer, der er vanskelige at teste, skal du om nødvendigt følge de specifikke krav (OECD Guidance Document No. 23 on Aqueous-Phase Aquatic Toxicity Testing of Difficult Test Chemicals).
For alle akvatiske undersøgelser skal du altid foretage en pålidelig analytisk overvågning af eksponeringskoncentrationerne.
For nogle stoffer kan det være vanskeligt at opnå og opretholde de ønskede eksponeringskoncentrationer. Du skal overvåge forsøgskoncentrationerne af stoffet i hele eksponeringsperioden og angive resultaterne. Hvis du ikke kan påvise stabiliteten af eksponeringskoncentrationerne, dvs. de målte koncentrationer er ikke inden for 80-120 % af de nominelle koncentrationer, skal du angive koncentrationen svarende til effekt på grundlag af målte værdier.
For flerbestanddelsstoffer eller UVCB-stoffer, der indeholder bestanddele med forskellige egenskaber, f.eks. stor forskel i vandopløselighed, skal du anvende én af de relevante teknikker til toksicitetsforsøg i vandmiljøet, som er beskrevet i OECD Guidance Document No. 23.

Tilpasning af test for langtidstoksicitet i vandmiljøet i henhold til bilag IX til REACH

Du kan blive anmodet om at foretage længerevarende toksicitetsforsøg i fisk, der er mere vidtgående end dem, der er beskrevet i bilag IX, kolonne 1. Dette bygger på klageudvalgets afgørelse af 4. maj 2020 i klagesag A-011-2018, der fastslår, at kemikaliesikkerhedsvurdering som specificeret i punkt 9.1, kolonne 2, i bilag IX til REACH ikke berettiger registranter til at udelade oplysninger om langtidstoksicitet i fisk i henhold til kolonne 1. Det skal i stedet forstås som en opfordring til at fremsende yderligere oplysninger om langtidstoksicitet for vandmiljøet, hvis kemikaliesikkerhedsvurderingen i henhold til bilag I peger på et sådant behov. Der kan kræves yderligere langtidstoksicitetsforsøg i fisk som supplement til dem, der er beskrevet i bilag IX, kolonne 1, alt efter stoffets egenskaber.
I situationer, hvor eksponering hos mennesker eller i miljøet ikke forekommer eller er så lav, at yderligere fareoplysninger ikke vil give bedre risikohåndtering, kan du bruge en eksponeringsbaseret tilpasning (bilag XI, punkt 3; ECHA-vejledning R.5). Husk, at retsgrundlaget for en sådan tilpasning, dvs. bilag XI, punkt 3.2, litra a) og/eller b) og/eller c), skal være tydeligt defineret og begrundet. Registranterne skal give tilstrækkelig begrundelse og dokumentation baseret på en grundig, stringent eksponeringsvurdering i overensstemmelse med bilag I, punkt 5, til REACH, og de skal opfylde kriterierne for den type eksponeringsbaseret tilpasning, der påberåbes. I begrundelsen skal der tages hensyn til alle stadier af stoffets livscyklus (herunder artikellevetid (hvis relevant) og affaldsstadie).
Klageudvalgets afgørelse i sag A-011-2018 tilsidesætter anvisningen i ECHA-vejledningen. Det betyder, at de oplysninger om toksicitet i vandmiljøet, der er angivet i ECHA's "Guidance on Information Requirements and Chemical Safety Assessment", ikke længere er gyldige, for så vidt angår anvendelse af REACH bilag IX, punkt 9.1, kolonne 2, som en undtagelse fra oplysningskravet i kolonne 1. En revideret vejledning forventes offentliggjort i efteråret 2023 med en beskrivelse af, at en kemikaliesikkerhedsvurdering ikke længere er en mulighed for at tilpasse de test, der er angivet i kolonne 1.

Tilpasning af nedbrydningsforsøg i henhold til bilag IX til REACH

I henhold til bilag IX til REACH (pkt. 9.2, kolonne 2) må du ikke udelade oplysninger om nedbrydning i kolonne 1. Det er i stedet en opfordring til at fremsende yderligere oplysninger om nedbrydning, hvis kemikaliesikkerhedsvurderingen i henhold til bilag I peger på et sådant behov. Det betyder, at de oplysninger om nedbrydning, der angives i ECHA's "Guidance on Information Requirements and Chemical Safety Assessment" i forbindelse med REACH bilag IX, punkt 9.2, kolonne 2 som en undtagelse fra oplysningskravet i kolonne 1, ikke finder anvendelse.
De specifikke regler, der er angivet i kolonne 2 i bilag IX, pkt. 9.2.1.2-4 og 9.2.3, samt de generelle regler i bilag XI finder anvendelse. Du skal klart definere og begrunde det juridiske grundlag for enhver tilpasning og fremlægge relevant begrundelse og dokumentation, der understøtter den anvendte tilpasning. Tilpasning i henhold til pkt. 3.2, litra a), i bilag XI kan ikke anvendes for (potentielle eller kendte) PBT/vPvB-stoffer. Det skyldes, at der ikke ved hjælp af de aktuelt tilgængelige metoder kan fastslås et "sikkert" koncentrationsniveau i miljøet med tilstrækkelig pålidelighed til at kunne bestemme en acceptabel risiko kvantitativt (bilag I, pkt. 4.0.1; ECHA Guidance R.11.1).
ECHA anbefaler at starte testningen med simulering i overfladevand (dvs. OECD TG 309), hvis det er teknisk muligt. Forsøg i jord eller sediment kan også overvejes først på grundlag af eksponeringsovervejelser (f.eks. forventning om direkte frigivelse til specifikke delmiljøer), eller når der foreligger viden om stoffets persistens i specifikke delmiljøer, og/eller det afspejler det værst tænkelige scenarie for stoffets persistenspotentiale.
Når stoffet opfylder kriterierne for at være persistent eller meget persistens (i henhold til bilag XIII til REACH) i ét delmiljø (idet forsøget starter med det mest relevante som beskrevet ovenfor), er det normalt ikke nødvendigt at teste øvrige delmiljøer.
Generelt kan resultaterne af et enkelt simuleret nedbrydningsforsøg ikke direkte ekstrapoleres til andre delmiljøer (Guidance R.11). Hvis stoffet for det første testede delmiljø konkluderes at være "ikke-persistent", er det nødvendigt at foretage yderligere datagenerering i øvrige delmiljøer.
For stoffer, der indeholder flere bestanddele, urenheder og/eller tilsætningsstoffer, kan det være nødvendigt at basere udvælgelsen af det relevante testmateriale (bestanddele/fraktioner af bestanddele/hele stoffet) på de principper og tilgange, der er beskrevet i ECHA Guidance R.11, pkt. R.11.4.2.2.
Hvad angår forsøg til simulering af nedbrydning i jord og sediment, anses et stof for at have et højt potentiale for adsorption til jord eller sediment, hvis:
- log K_oc ≥ 4;
- log K_ow ≥ 4 og/eller det er ioniserbart (ved pH 4-9) og/eller overfladeaktivt (standardværdi, medmindre log Koc < 4 påvises ved en relevant batch-ækvivalenstest ved brug af relevante prøver af jord og/eller sediment).