Sådan bliver du klar til dossierajourføringer

Registreringsdossieret skal afspejle den aktuelle viden om, hvordan dit stof kan anvendes sikkert på produktionssteder og af brugere i hele forsyningskæden. Det betyder, at der, efter du har indsendt en registrering og modtaget dit registreringsnummer, stadig er mere at gøre.

Du skal ajourføre din registrering – eller bidrage til ajourføringen af den fælles del af din registrering – når:

  1. din viden om stoffet eller dets anvendelse ændrer sig, f.eks. ved højere mængdeinterval, nye anvendelser, ændring af stoffets sammensætning osv.
  2. du modtager en evalueringsafgørelse, hvori du anmodes om at tilføje oplysninger til din registrering.

Ændringer, der har indvirkning på dossierajourføringen

Ændringer i oplysningskravene til registrering af kemikalier i henhold til REACH kan have indvirkning på ajourføringen af dit dossier. Du skal også være opmærksom på ændringerne i den harmoniserede klassificering og mærkning af farlige stoffer, som ajourføres gennem en "tilpasning til den tekniske udvikling" og offentliggøres årligt af Europa-Kommissionen.

ECHA kan gennemføre IT-screeningskampagner for dossierer for at belyse, hvilke aspekter af registreringerne der kan forbedres. Det betyder, at ECHA kan påminde en registrant om at foretage en ajourføring af sit registreringsdossier for at løse de fremhævede problemstillinger samt for at forbedre datakvaliteten i fremtidige indsendelser. Det er dog fortsat registrantens ansvar at holde sine data ajour. Som registrant bør du betragte dit dossier som et "levende dokument" og ajourføre det, når der foreligger nye oplysninger.

 

Praktisk vejledning om ajourføring af dossierer

Nedenstående liste indeholder en række konkrete punkter, du bør se nærmere på, når du ajourfører dit registreringsdossier. Listen indeholder kun anbefalinger og bør ikke ses som den eneste vejledningskilde, når du undersøger, om der er behov for at ajourføre dossieret.

Tjek, om du stadig fremstiller/importerer stoffet

Hvis du ikke længere fremstiller/importerer stoffet, skal du ikke længere anføre fremstilling/import i registreringen på din REACH-IT-konto.

Tjek, at dit mængdeinterval stadig er korrekt

Tjek, om dit registrerede mængdeinterval stadig er ajourført. Den mængde, der skal tages i betragtning, er den fremstillede/importerede mængde i det foregående kalenderår (dvs. ikke længere gennemsnittet af de tre foregående år).

Du skal ajourføre dit dossier, hvis:

  • dine importerede eller fremstillede mængder er faldet
  • dit mængdeinterval har overskredet eller forventes at overskride dit nuværende mængdeinterval.

Ved et højere mængdeinterval kræves der flere oplysninger i dit registreringsdossier. Tjek med den ledende registrant, om du har adgang til disse.

Sørg for, at dine kontaktoplysninger er ajourført i REACH-IT

Det er vigtigt at sikre, at de kontaktoplysninger, der er knyttet til dine registreringer og fælles indsendelser i REACH-IT, er ajourført. ECHA bruger disse oplysninger til at kontakte dig, hvis det er nødvendigt. Desuden bruges disse kontaktoplysninger (for en ledende registrant) også af potentielle registranter til at komme i kontakt med dig.

Er der sket ændringer i sammensætningen af dit stof, som har indvirkning på dit registreringsdossier?

Sørg for, at sammensætningen af dit stof ligger inden for grænsesammensætningen for de fælles indsendte data. Hvis den ikke gør det, skal du enten aftale med den ledende registrant at udvide grænsesammensætningen, eller du skal fravælge de fælles indsendte data og selv indsende de nødvendige oplysninger.

Er alle dine anvendelser af stoffet dækket af registreringsdossieret/-dossiererne?

Hvis kemikaliesikkerhedsrapporten indsendes i fællesskab af den ledende registrant, skal du sikre, at alle dine anvendelser er indberettet i både det ledende dossier og dit eget dossier. Du skal indberette anvendelserne fra stoffets fulde livscyklus (f.eks. dine downstreambrugeres anvendelser).

Hvis kemikaliesikkerhedsrapporten ikke indsendes i fællesskab, skal du i dit registreringsdossier kun indberette anvendelserne i din forsyningskæde (dvs. dine egne og dine downstreambrugeres anvendelser).

Meddel relevante ændringer i forsyningskæden

Visse ændringer af din registrering bør meddeles i din forsyningskæde, herunder, men ikke begrænset til, ændringer i det udvidede sikkerhedsdatablad, fareklassificeringerne eller vejledningen om sikker anvendelse.

Hvilke opgaver har du, efter at registreringen er gennemført?

Registreringsdossierer skal holdes ajour. Medregistranter har pligt til at bidrage til ajourføringen af registreringsdossieret. Dette omfatter forpligtelser i forbindelse med datadeling og omkostningsfordeling. Sørg for at kontakte din ledende registrant for at sikre, at du overholder alle gældende forpligtelser i forbindelse med datadeling og omkostningsfordeling i henhold til REACH.

Hvad er fristen for at ajourføre dit dossier?

Gennemførelsesforordningen om ajourføring af registreringer fastsætter fristerne for indsendelse af en ajourføring af et dossier. Nærmere oplysninger herom kan findes i afsnittet om overholdelse af fristerne for ajourføring på siderne om fase 7.

 

Billede
Husk at holde alle dine administrative oplysninger – såsom oplysninger om juridisk enhed, adresse og kontaktperson – i REACH-IT ajour. Derved vil myndighederne og dine medregistranter altid kunne kontakte dig angående din registrering.